Bruden Ida

Da Ida trådte ind i Couture-Stuen i Klampenborg, havde hun allerede et billede i sit hjerte af den brud, hun ville være: elegant, sofistikeret og helt igennem sig selv. Kjolen tog form omkring et draperet, skulderfrit korsage med en blød cowl-hals foran — en linje, der kyssede skuldrene let og alligevel bar sin form gennem hele dagen, fra de første stille billeder til den sidste dans i natten. Til den valgte vi en silkeduchesse så let, den næsten var et suk, fløjet ind fra England — et stof, der gjorde kjolens fylde til ren magi. Den vejede som en fjer mod huden, blød og forunderligt yndefuld at bære.

Men Ida tænkte ikke kun på sig selv. Fra det øjeblik hun trådte ind ad døren med sin mor, var det første, hun gjorde, at spørge, om ikke moren også skulle have skabt noget helt unikt til den store dag. Lone var ærlig talt ikke en kjole-pige, og det var helt fint — jeg foreslog en smuk buksedragt, eller bukser med en fin top. Men ugen efter kom Lone tilbage, helt begejstret, med et nyt ønske: hun ville have en kjole, designet helt til hende. Sammen valgte vi det smukkeste blå materiale, fløjet ind fra Spanien — et stof, der faldt tungt og draperede sig smukt omkring hendes krop, mens en blid, skiftende glans i stoffet gjorde kjolen endnu mere levende. Jeg tilføjede fine detaljer i kjolens øverste del, så den til sidst sad, som var den skabt til netop hendes krop.

Et langt katedralslør, let som et suk, kantet i den fineste bomulds-chantilly-blonde fra Frankrig, blev syet sting for sting i hånden — for at fuldende brudens look og indfri Idas drøm om den perfekte dag.